• Dansk
  • English
  • Deutch

Webshop log ind

 

IFS (International Food standard)

Højeste standard inden for vin


Taster Wine A/S er IFS-certificeret (International Food Standard), hvilket betyder, at vor aftapning af vin, produktion og aftapning af frugtvin og spiritus lever op til den højeste standard, der findes på området. Vi er så vidt vides det første danske vinfirma med IFS- certifikat.

Bureau Veritas står for certificeringen. De har siden 1998 opbygget en særlig kompetence inden for fødevaresektoren, hvor de gennem indsigt og viden anses som specialister på området.

International Food Standard


IFS-certificeringen betyder, at vi opfylder de krav, som en række internationale supermarkedskæder stiller til deres leverandører. Det er tyske kæder som Metro, Aldi, Tengelmann, Lidl, Spar, Coop i Schweiz og Carrefour i Frankrig. Med et IFS-certifikat har vi adgang til hele det europæiske marked.

Et IFS-certifikat er forbrugernes og detailhandelens sikkerhed for, at de vine som de får leveret, opfylder alle krav til fødevaresikkerheden. Det er vigtigt at være på forkant med udviklingen også selv om man beskæftiger sig med et - i mange danskeres øjne - så romantisk erhverv som vin. Kravene til fødevaresikkerheden bliver til stadighed skærpet, hvilket vi bakker op om, derfor er vi IFS-certificeret.

Løbende kontrol og forbedringer


En væsentlig forskel fra de mere velkendte ISO-certificeringer, er at man inden for IFS ikke stiller sig tilfreds, når en given standard er opnået. Via HACCP (Hazard Analysis Critical Control Point) systemet sikres til stadighed en forbedring og egenkontrol af procedurer herunder en risikovurdering. Systemet går i sin enkelthed ud på at indøve og nedskrive procedurer for hver enkelt arbejdsproces. Afvigelser registreres og bliver løbende evalueret for at fjerne fejl og udvikle arbejdsprocesserne yderligere. Med andre ord er det ikke en "eksamen", vi har bestået, for at vi kan læne os tilbage - det er et kvalitetsniveau i alle processer, vi har forpligtet os til at leve op til og til stadighed vil udbygge.

Til kundernes og forbrugernes fordel


Via det interne kvalitetsstyringssystem opfyldes myndigheds-, kunde- og egne krav til proces og produkt standard. Flere danske supermarkedskæder ser med øget opmærksomhed på IFS-certifikatets værdi. Det er det synlige bevis på en høj og til stadighed kontrolleret fødevarestandard, hvilket er i alles interesse. At den enkelte kæde ikke selv behøver et kontrolsystem overfor en IFS-certificeret virksomhed, er naturligvis en fordel.

Forbrugersikkerhed


Sidst men ikke mindst medfører det, at antallet af fejl og mangler begrænses til et minimum, hvilket giver den højeste forbrugersikkerhed. At der er både image og økonomi i at have en høj forbrugersikkerhed, ved både supermarkedskæderne og deres leverandører.

Se vores IFS-certifikat her...


 

 
 

TASTER WINE - STÆRKE TILBUD PÅ KVALITETSVINE

Danmarks største privatejede og uafhængige vin- og spiritusvirksomhed, med egen import, produktion, aftapning og grossistsalg til alle segmenter på det danske marked, som videresælger til forbrugerne. Vi opkøber vin fra hele verden, og importerer vin og spiritus såvel på flaske som i bulk.

På vores topmoderne tapperi har vi en omfattende produktion og aftapning af vine på bag-in-box og flaske samt spiritus, hedvin og gløgg.

Med tusindvis af forskellige produkter fra flere hundrede leverandører over hele kloden er det vigtigt at logistikken fungerer, så vore kunder og, i sidste led, forbrugerne får tilbudt den rigtige vin, til aftalt tid og pris.